Besøg på Hobro Værft
Rundvisning på Danmarks ældste, igangværende træskibsværft
Lørdag 4. oktober 2025 kl. 14:00

Skibstømrerhuset med Hobro Værft og Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord er centre for maritim historie og kultur i Danmark. Her er der en unik mulighed for at dykke ned i træskibsbygningens håndværk og historie, præsenteret på et historisk værft, der dateres tilbage til 1849.
Skibstømrerhuset fungerer ikke kun som et museum, men er også også er også Danmarks ældste, fungerende træskibsværft, hvor man kan se håndværket i praksis. På vores rundvisning vil vi blive præsenteret for alt fra traditionel træskibsbygning til restaurering af historiske fartøjer.
’’Lodsen II” er den gamle lodsbåd fra Hals, der blev bygget som sejlbåd i 1899, og som nu gennemgår en total restaurering. I slutningen af 1800-tallet var handelsskibene blevet så store, at lodserne i Hals måtte udenfor Hals Barre for at møde skibene. Til den opgave var der derfor brug for et godt og solidt “havskib”. Man var så tilfredse med skibets evne til at bjærge sig i søen, at man ved bestilling af “Lodsen IV” lagde vægt på at skrogformen skulle være som på ’’Lodsen II”.
Rundvisningen slutter med kaffe, the og kage, som afregnes på stedet. Rundvisningen er gratis for medlemmer af Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred.
Ekstraordinær Generalforsamling
Ca. kl. 16.15 – efter kaffepausen – afholdes den ekstraordinære generalforsamling med dagsordenen:
- Valg af ordstyrer
- Kassererens beretning
Mødested:
Skibstømrerhuset – Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord,
Skibsgade 35, 9500 Hobro. Lørdag den 4. oktober 2025, kl. 14.00
Tilmelding på Himmerland.Kjaer.Herred@gmail.com senest 29. september 2025
Oplys venligst om man ønsker kaffe, the og kage – og om man deltager i generalforsamlingen.

Afholdte arrangementer
Byvandring og Generalforsamling – Torsdag den 4. september 2025

Marie Ree var en driftig kvinde, der som udgiver af Aalborg Stiftstidende gjorde sin indflydelse gældende og samtidig fik sat kvindesagen på dagsordenen i det lokale dagblad.
Byvandring ”Markante kvinder i Aalborg”
Turen begynder foran Katedralskolen og går gennem den centrale del af Aalborg, der hvor nogle af de markante kvinder havde deres daglige gang.
Undervejs fortæller Dorte Christensen om nogle af de iderige og markante kvinder, som gennem de seneste 150 år har skubbet grænserne for kvinders muligheder og indflydelse.
De fleste af de kvinder, man kommer til at høre om på turen, fylder ikke meget i historiebøgerne, selv om de blev forbilleder for andre kvinder. Vandringen er samtidig et strejftog gennem de sidste 150 års kvindehistorie.
Turen slutter omkring Nytorv/Toldbod Plads.
OBS! Begrænset deltagerantal til byvandringen! Kun for medlemmer.
Mødested: Torsdag den 4. september 2025 kl. 18.30 foran Aalborg Katedralskole, Sankt Jørgens Gade 5, Aalborg
Tilmelding til byvandring senest 1. september Himmerland.kjaer.herred@gmail.com
Generalforsamling 2025
Afholdes torsdag den 4. september kl. 20.30 på Historisk Museum, Algade 48, Aalborg. Adgang fra kl. 19.45.
Der indkaldes hermed til generalforsamling i Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred.
Dagsorden ifølge vedtægterne:
Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Kassererens beretning
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af styrelsesmedlemmer og revisor
På valg er Inger Kirstine Bladt og Søren Bak - Eventuelt
Forslag der ønskes behandlet skal være styrelsen ihænde senest den 25. august 2025 på mail: himmerland.kjaer.herred@gmail.com
Af hensyn til serveringen under generalforsamlingen vil vi også gerne have tilkendegivelse om din deltagelse på himmerland.kjaer.herred@gmail.com